BlixBlog

I artikkelen "Homiletiske Strøbemerkninger. II" i Theologisk Tidsskrift for den evangelisk-lutherske Kirke i Norge for 1866 kunne nyslått kandidat i teologien Elias Blix lese følgjande gode råd frå hovudlæraren ved det praktisk-teologiske seminaret, Julius Bruun. Det er preika og predikanten det handlar om (s. 150-151):

... populær er derfor en uundværlig Egenskab ved en tale, der vender sig til populus. Men vi ville ogsaa erindre, at populus her ikke er vulgus mundi, men derimod populus dei [Guds folk, AA]. Dette har til Følge, at den Popularitet, vi fordre for Prædikenen, ikke er den vulgære, men den helligede. ...
At man hertil ogsaa søger det Ord, som bestemt og klart betegner Gjenstanden, følger af sig selv, ligesom at man i det Hele benytter det Sprog, der er Tilhørernes.
... ikke heller enhversomhelst Jargon eller i det Hele en særlig Dialekt ligesaalidt som ethvert Ord lader sig bruge paa Prædikestolen. Vi kunne her ikke gaa nærmere ind paa denne Sag, end blot at fremstille Fordringen, at Sproget skal være et løftet og et helligt; derefter faar Enhver prøve, forkaste og antage. Med det saakaldte "Maalstræv" har Prædikanten aldeles Intet at gjøre ...

Bruun skal snart få svar på tiltale. I Den norske Folkeskole står det ein skarp replikk til Bruun 22.11.1866. I løpet av 1868 og 1869 publiserer Kristofer Janson Tri preikor fyre det norske Landsfolket og Elias Blix Nokre Salmar, gamle og nye. Julius Bruun må reknast mellom dei mindre profetane.