BlixBlog

Den siste sendinga frå Per Halse får eg referere før eg legg meg. Den inneheld ein artikkel frå Norsk Skoletidende (nr. 40 – 1. årg.) 1869, side 316-18. Bladet kom ut på Hamar, og var redigert av Nils Hertzberg, cand. theol. og seminarstyrar. Det handlar om det nyleg utgjevne første heftet av Nokre Salmar:

Jeg, som skriver dette, er en Bonde, der er glad i sit Maal, og snaut nok har jeg nogensinde taget en Bog saa glad, som da en god Ven i Byen sendte mig 'Nokre Salmar'.

Først Søndagskvelden kom, fik jeg nogle Grander ind til mig, og vi sang og leste Salme efter Salme, og vi syntes alle meget godt om dem, ja saa godt, at vi vare enige om, at vore gamle vakre Salmetoner først fik sit rette Udtryk, naar Ordlaget var sligt.

Innsendaren reagerer rett nok på eitt ord: Dauden blir i sterkaste laget. Han er ikkje den einaste som har meint det. "Kunde det da skjemme Maalet ud, om man brugte Formen Døden for Dauden?" spør han. Men redaktøren, som kjenner Hardanger-målet godt, forsvarer ordet og legg for eiga rekning til:

Hvorfor skulde det Sprog, som er det naturlige Udtryk for Ens Tanke og Følelse (og det er det vakre alderdomsagtige Bygdemaal i Hardanger) ikke ogsaa være det friskeste og sandeste Udtryk, naar man taler med sin Gud?

Men ein ting veit verken Per eller eg: Kven var den anonyme Hardanger-bonden som skreiv i "Skoletidende"?