BlixBlog

I går reiste eg rundt heile den nye T-baneringen i Oslo, dagen etter opninga. T-baneførar og forfattar Jørgen Norheim hadde forfatta prologen til opninga:

Vørde Kronprins,
Kjære gjester og sporvegsfolk!

Dei lærde strides om T-banen har sjel.

Eg, T-baneførar 5783 Norheim, vil ta dei lærde med på ei danningsreise over og under jorda i den vesle storbyen Oslo, for å koma nærmare sanninga - om T-banen har sjel.

Les resten her.

Ringen var fin, den. Som organisert miljøvernar med særleg sans for skinnegåande kollektivtrafikk må eg jo seie det. Kva saka har med Blix å gjere? Tja. "Kristiania sporvei" opna 16. oktober 1875, og Elias Blix blei etter kvart ein flittig brukar av Briskebytrikken. Held det?

Dessutan er Jørgen Norheim ein slags kollega av Elias Blix (og meg): Han er involvert i arbeidet med å revidere omsetjinga av Det gamle testamentet. Det må vel halde!

Frå Storthingstidende 1882, 1209-1210: Møte 17.06.1882, sak 2, 1. post: "Andragende fra A. Garborg om Reisestipendium".

I Anledning af Deres ærede Skrivelse af Dags Dato tillader jeg mig i al Hast at meddele Dem, at jeg meget gjerne vilde være med at lægge et godt Ord ind for Hr. Arne Garborgs Andragende. Ogsaa jeg har fulgt adskilligt med hans Forfatterskab, og efter min Mening har han allerede utvivlsomt bevist en saa fremragende literær Begavelse, at han maa siges i en sjelden Grad kvalificeret til at erholde det ansøgte Stipendium. Jeg skal hertil endnu føie, at jeg har faaet det Indtryk, at de Forhold, hvorunder Hr. Garborg for Tiden virker, er meget uheldige for hans Udvikling, og at det derfor vilde være særdeles ønskeligt, om der nu kunde undes ham nogen Tids Ro, saaat han uforstyrret af Dagens Strid og Rivninger kunde faa arbeide mere udelt for sin videre Udvikling.

Denne attesten frå Elias Blix blir lesen opp i tingmøtet av Nordlandsrepresentanten Sofus Arctander, som tillegg til anbefalingane frå professorane Ernst Sars, Olaf Skavlan og Georg Vilhelm Lyng, som var trykte som bilag til stortingsdokument 59/1882. Som kjent, det hjelpte ikkje.

Det er skrive så mykje pent om Elias Blix gjennom tidene at det kan vere på tide å balansere inntrykket. Her kjem Morgenbladets sterkaste utskjelling av kyrkjestatsråd Blix, når han etter eitt års funksjonstid fråtrer for å gjere teneste ved statsrådsavdelinga i Stockholm. Artikkelen stod på trykk i nr. 324 for 1885, som kom ut 28. juni, og den er kraftig kost, sjølv til redaktør Friele å vere (eg trur det må vere redaktøren sjølv som står bak, så infam er vel ikkje eingong Blix sin kyrkjepolitiske hovudmotstandar og sokneprest J. C. Heuch):

Som tidligere i vort Blad meddelt, skal Statsraad Jak. Sverdrup, - som nu er ankommet hertil Byen – i disse Dage tiltræde Bestyrelsen af Kirkedepartementet.

At han ligesiden 26de Juni f. A. i Forening med sin Onkel, Statsministeren, i Virkeligheden har været den, der har styret dette Departement, i al Fald hvad angaar dettes vigtigere Sager, f. Ex. Indstillinger til de geistlige Embeder, har længst været en bekjendt Sag. Forskjellen er kun den, at han nu ogsaa i Formen overtager en Ledelse, som han ligesiden sin Indtrædelse i Kongens Raad i Realiteten har udøvet.

Naar Statsraad Blix nu fratræder, da gaar han med det Vidnesbyrd, at han kun lidet har opfyldt de Forventninger, som enkelte nærede om, at han vilde hævde sin Selvstændighed ligeoverfor den Sverdrupske Paagaaenhed. Selv om han i Førstningen maatte – hvad vi dog ingen Grund har til at tro, - have forsøgt at sætte nogen Modstand, har han dog – til lidet Gavn for vor Kirke og Skole og til liden Fremme af sin egen Anseelse – endt med fuldstændig Underkastelse under de mægtige Sverdrupske Herrer, der mere og mere har begyndt at praktisere den Theori, at ogsaa de Departementer, der ikke umiddelbart staar under deres Styrelse, er Territorier, som dde efter eget Tykke kunne underlægge sig, og hvis Chefer kun har at effektuere de Ordrer, som de udstede.

Man erindre Statsministerens Program til Skolereformer, som han oversendte Kirkedepartementets Chef og samtidig offentliggjorde, et Program, som denne sidste med den yderste Loyalitet har gjort sit til at gjennemføre. Man erindre videre det Jakob Sverdrupske Lovforslag om Menighedsraad, Prestevalg og Kirkernes Aabning, som nylig er offentliggjort, vistnok med tilføiet Bemærkning, at ogsaa Hr. Blix havde gjennemgaaet det og deri erklæret sig enig, men dog uden at oppebie det theologiske Fakultets og Biskopernes Erklæring og uden i mindste Maade at tage Hensyn til, at just denne Sag til Høsten skal blive Gjenstand for det store kirkelige Landsmødes Forhandlinger.

Denne Fremgangsmaade kan ikke betegnes anderledes end som en Hensynsløshed mod de kirkelige Myndigheder, hvis Mening det dog maa være Regjeringens, navnlig Kirkestyrelsens Pligt at tage Hensyn til, og en saarende Ringeagt mod Landets kirkeligt interresserede, der utvetydigt har lagt for Dagen, at de ønskede at udtale sig om denne for vor Kirke saa vigtige Sag, førend der gjordes Skridt til dens Afgjørelse af Storthing og Regjering.

Det er en Fremgangsmaade, der er ligesaa eiendommelig som enestaaende i vort offentlige Liv, at Chefen for Kirkedepartementet af Kolleger, der ikke har nogen særlig Befatning med dette Departement, modtager indgribende Lovforslag om Kirkens Anliggender og paa Forhaand binder sig til disse. Det maa i høi Grad være egnet til at vække Bekymring for Kirkens Skjæbne i vort Land, naar sligt kan gaa for sig, og til at aabne Øinene for, hvor svagt et Værn vor Kirke har lige over Indgreb af ddenne Beskaffenhed. Udgangen af disse Bestræbelser er vistnok endnu ikke given; hvordan denne skal blive, vil være Fremtiden forbeholddt at lære os. Det er kun i en enkelt Sag, at Hr. Blix har optraadt med en Slags Selvstændighed, skjønt heller ikke her, uden at Parolen var ham given af hans Husbond og Herre, Statsministeren; det var i den famøse ”Maalsag”. Foruden at parere Ordre har Hr. Blix paa dette Felt ogsaa været saa heldig at kunne tilfredsstille et privat Liebhaberi eller en individuel fix Ide – i ingen Henseende til Gavn, men i mange til stor Skade for Skolen, hvor disse forfløine Ideer, saafremt de ikke stanses paa Veien til Gjennemførelse af Folkets sunde Sands, vil fremkalde en utrolig Forvirring.

Foreløbig ialfald skal nu Hr. Blix fratræde Kirkedepartementet og hvile paa sine ”Maalstræver”-Laurbær; det er væsentlig de eneste, han for egen Regning har erhvervet sig; han skal nu, som sagt, vige Pladsen for den blandt sine Kolleger, som hvis Skjærmbret og Fuldmægtig han hidtil har fungeret.

For ordens skuld: Eg trur ikkje analysen til Friele er heilt korrekt.