BlixBlog

Olsok må vere eit passande høve til å publisere eit hittil upublisert ungdomsdikt av Elias Blix. Diktet er datert november 1858 og altså skrive i Tromsø. Manuskriptet finst i Nasjonalbiblioteket i Oslo under signaturen Ms 4to 4483:2

Hellig Olafs Drøm.

1.
Ved den aarle Morgenrøde
Olaf skrider ned mod Stiklestad;
ser det Land, hvor nys han strøde
Ordets Sæd, den Himmelføde,
glad i Haab om herlig Grøde, –
da med hellig Andagt saa han bad:

2.
”Stærke Krist, din Kirkes Herre!
se i Naade til det arme Folk!
Jeg dem bød dit Navn at bære
for at voxe ved din Lære
som et Skud til Himlens Ære; –
men de sveg dit Ord og Ordets Tolk.

3.
Og idag de drage Sverdet,
byde mig og byde Ordet fly;
men jeg møder uforfærdet,
tidt din Kraft min Klinge hærded;
sejrer jeg, da trygt omgjærdet
staar din Kirke her i Fjeldets Ly.

4.
Men om Du det bedre finder,
at idag jeg kjæmper sidste Kamp,
da er dette ej til Hinder:
Jeg en bedre Krone vinder,
selv du magter dine Fiender,
og mod dig al Modstand vorder Damp!”

5.
Da nu Kongen Bønnen endte,
bød han Hæren sætte sig til Ro;
der hans Fylking skulde vente
og i Bøn ny Kræfter hente,
at den Herre, som den tjente,
kunde finde den i Striden tro.

6.
Som nu Kongen dette taled,
satte han sig midt paa Højen ned.
Da en Engel flux neddaled,
med en Slummer ham husvaled,
høje Syner for ham maled,
mens hans Aasyn lyste himmelsk Fred.

7.
Men kun kort, for kort var Blunden;
thi Finn Arnessøn til Kongen træder hen:
”Nu er omme Hvilestunden;
alt jeg øjner Thore Hunden,
hører Kalf med Raab i Munden:
”Frem med Mod i Bringe, Bønders Mænd!””

8.
Hellig Olaf taus maa grunde;
saa til Finn han mælte mod i hu:
”Ak! hvi vilde du ej unde
mig en Stund endnu at blunde,
at min Drøm jeg nyde kunde?
Bønders Flok er ej saa nær endnu.”

9.
Hvad er det for sære Drømme,
at du i en saa alvorlig Stund,
nu da Fiender mod dig strømme,
Kampens Time vil forsømme
og retsom et Barn dig ømme
ved at du ej længer nød din Blund?”

10.
”Ja en Drøm foruden Lige,”
sagde Kongen, som rejste sig,
”thi jeg saa en herlig Stige
herfra op til Himmerige; –
opad den jeg syntes stige,
ak! – ved sidste Trin du vækte mig!”

11.
Hermed endte Kongen Talen. –
Hellig Olaf! ja din Drøm var sand:
kun et Trin du nedad Dalen
skred og gjennem Kamp paa Valen
svang dig op til Himmelsalen
og i Døden herlig Sejer vandt!

Novbr. 58