BlixBlog

Albertine (1886)
I desember 1886 gav Christian Krohg ut romanen Albertine, om den fattige syjenta som vart prostituert. Boka vart inndregen, etter ordre frå Justisdepartementet. Det var nok etterdønningane etter Hans Jæger si bok Fra Kristiania-bohemen (1885) som råka Albertine - som både i samtida og i ettertida vart vurdert som eit verk av eit heilt anna kaliber enn Jæger sitt. Reaksjonane var kraftige. Arne Garborg skreiv dette opne brevet i Dagbladet 22.12.1886:

Hr. Statsraad Dr. Blix.

Jeg henvender mig til Dem som Kirkeminister; De maa kunne stoppe Skandalen med “Albertine”. Justitsministeren er utilregnelig; jeg har været oppe hos ham idag. Han snakkede bare om at krænke Blufærdigheden naturligvis. Blufærdigheden blir nok Sædelighedens værste Fiende herefter.

Jeg har netop læst “Albertine”. Som Kunstværk beundrer jeg den overordentlig; der kan ikke bruges sterke Udtryk nok om den Finhed og Noblesse, hvormed den er udført. Men det skal vi ikke snakke om. En Minister, selv en Kirke- og Undervisningsminister, er ikke forpligtet til at forstaa sig paa Kunst. Men Sædelighed er en Kirkeminister forpligtet til at forstaa sig paa, og det er om Sædeligheden, jeg skal snakke.

“Albertine” virker som en Moralprædiken. Den sterkest virkende Moralprædiken, jeg nogensinde har læst. Vi har en Forening til Prostitutionens Afskaffelse; den vil ikke udrette saa meget paa ti Aar, som Krogh har udrettet i denne ene Bog. Naar man har læst den --, de mest bedærvede, de mest brutaliserede vil bare ha en eneste Følelse: Prostitutionen maa væk. Vi ved, at Folk blir ikke sædelige for det; vi ved, at det i visse Maader blir værre; men saa faar det bli værre i Herrens Navn; noget saa usigelig lumpent, noget saa over al Beskrivelse skjændselsfuldt og forvorpent som denne politikontrolerede Forbrydelse -- det kan ikke bestaa, maa ikke bestaa; det gaar ikke an at være til og vide, at sligt noget udspekuleret Djævelskab faar for sig lige under vore Øjne, i Samfundets Navn; -- det gaar ikke an; alt andet heller.

Saaledes virker Kroghs Bog.

Dette liker ikke Politiet. Bogen er usædelig; den krænker den offentlige Prostitution.

Men De, Hr. Dr. Blix! Som Kirkeminister maa De se paa Sædeligheden med andre Øine end Politiet. For Dem kan ikke Prostitutionen være hellig og ukrænkelig. Jeg, og mange andre nu, begynder desuden at faa en Fornemmelse af, at naar det kniber, er De den eneste Mand i hele det underlige Kollegium, som heder den liberale norske Regjering. Derfor gaar jeg til Dem. De maa kunne stoppe Skandalen. Og hvis De ikke kan det, saa maa De som Mand, som Kirkeminister, som Kristen, ryste Støvet af Deres Fødder og gaa. Vi faar da se, om de andre 9 alligevel vover at stille Prostitutionen i Række og Rad med vore “hellige og ukrænkelige” Institutioner.

Ærb.
Arne Garborg.

Reidar Bolling kommenterer brevet slik (Elias Blix, 88):

Atter sette dei radikale sine voner til Blix. Kunne ikkje han seie eit myndig ord så "Albertine" vart frigjeven, eller kunne han ikkje ta hatten sin og gå som motmæle mot justisministeren? I Dagbladet skreiv Arne Barborg eit ope brev til Blix --- Offentleg svara ikkje Blix på brevet, og det er ukjent om han gjorde noko med "Albertine". I alle høve fann han ikkje at saka var stor nok til å bryte ut av riksstyret, jamvel om han forstod alvoret i Garborgs oppmoding.

No veit vi litt meir enn som så. Vi veit at Blix var mellom pådrivarane for inndraginga. Eks-statsråd Ludvig Daae fortel (Politiske dagbøker og minner [III] 1882-1888 s. 238-239) etter ein samtale med justisminister Aimar Sørenssen i februar 1887:

Det forholder sig saaledes, at han havde været i nogen Usikkerhed om hvorvidt Beslaglæggelse skulde finde Sted. Gamle Joh. Sverdrup gav først sibyllinske Raad. Senere i Statsraadet var han og især Blix ivrig for Beslaglæggelse, Jacob Sverdrup derimod mindre.

Dagbladet hadde lukta lunta, med hjelp frå anonyme kjelder. Same dagen som Garborgs brev stod på trykk, heiter det i ein redaksjonell kommentar:

Man har gjort os opmærksom paa følgende: “Det er ikke sikkert, at Skylden for Albertines Beslaglæggelse er at søge i Justitsdepartementet. Mandag Morgen udkom Bogen, og først Tirsdag Middag blev den beslaglagt. Justitsdepartementet har før vist, at det kan handle med en ganske anden Hurtighed. Det forælles ogsaa, at Statsraad Sørenssen Mandag skal have udtalt sig mod Beslaglæggelse. Igaar Formiddag var der Statsraad. Det var efter dette, at Beslaglæggelsen fandt Sted. Det er derfor sandsynligt, at det er Indflydelser inden Statsraadet, som her har bevæget Justitsministeren til at paabyde denne Foranstaltning”.
-- Det være hermed, som det vil. Ansvaret er Justitsministerens. Hvad enten det er Bureauchefsregimentets eller andre Ministres Tilskyndelser, der bringer hamtil at handle kanske mod sit eget Omdømme -- Ansvaret for denne hovedløse Handling blir dog lige meget hans og lige stort.

Eg blir ikkje klok på brevet frå Garborg. Kva ligg det i det? Ei skarp og tydeleg meiningsytring, utan tvil. Og ei utfordring til ein namngjeven statsråd. Men trudde og meinte han verkeleg å påverke Blix personleg? Eller visste han om standpunktet til Blix frå ein eller annan lekkasje? Er det ironikaren Garborg som er på ferde? Eller er det ei reell oppmoding til ein som før har støtta Garborg då han var under press frå ein forarga offentleg opinion - sjølv om han hadde hatt blanda kjensler for nokre av ytringane til Blix i 1882?

Har du meiningar om dette, vil eg gjerne høyre dei. For her er eg rådvill.

Blix og Garborg I.
Blix og Garborg II (Reisestipend, 1882).
Blix og Garborg IV (Nettverka, 1900).
Blix og Garborg V (Asker).
Blix og Garborg. P. S.
Send ein kommentar.