BlixBlog

Fædrelandet 15 (1882) nr. 55, laurdag 15. juli:

Hr. Redaktør! I "Fædrelandet" No. 51, som paa Grund af Omstændighederne først nylig er kommet mig ihænde, har De bl. a. udtalt Deres Forundring over, at jeg har kundet anbefale Hr. Garborgs Reisestipendium. Overfor denne Forundring kunde det vistnok være tilstrækkeligt blot at henvise til den nu offentliggjorte Anbefaling, der saavidt jeg kan se, ikke udtaler andet end den rene Sandhed, saaledes som vi skylde at bevidne den om vantroe som om troende, naar vort Vidnesbyrd kræves.

Der er imidlertid en anden Omstændighed, som nøder mig til at tilføie endnu et Par Ord. Efter det Referat af Stortingets Forhandlinger, der er kommet mig for Øie, ser det ud, som om en af Talerne har udtrykt sig saaledes, at det kunde faa Skin af, at jeg skulde have givet Garborg Attest for Kristendom eller garanteret for hans Tro, og efter hvad der privat er mig meddelt, skal virkelig – utroligt nok – en og anden være falden i denne Misforstaaelse. Denne Historie er naturligvis helt igjennem uefterrettelig hvad enten den nu har sin Grund i uheldige Udtryk fra Talerens Side eller i en ukorrekt Gjengivelse fra Referentens Side. Jeg har ingensomhelst Attest givet G. for Kristendom, og ingen saadan kunnet give, og jeg er ganske rolig for, at ingen Tingmand har villet paastaa noget sligt. Hvad jeg har sagt, indskrænker sig til følgende. Vedkommende Tingmand, der talte med mig om Garborg, spurgte blandt andet, om jeg troede, at han ugjenkallelig var kommen bort fra Kristendommen. Hertil svarede jeg, at det vel for Tiden kunde se sørgeligt nok ud, men at vi dog i det længste turde haabe, at Gud endnu kunde føre ham tilbage til hans Barnetro; men hvad vi, som inderlig ønskede det, først og fremst burde gjøre, det var efter mit Skjøn snarest mulig at hjælpe ham til for en længere Tid at komme ud af de ulykkelige Forhold, hvori han nu stod, og som efter min Mening væsentlig hadde bidraget til at føre ham ind i den dybe Krist, der nu truede med at ødelægge ham baade paa Sjæl og Legeme. Dette er, hvad jeg mundtlig har udtalet om G.s religiøse Forhold, dette og intet andet. Nogen Tid efter denne Samtale fik jeg fra Hr. Stortingsmand Arctander en skriftlig Forespørgsel, om jeg efter det Kjendskab, jeg hadde til G.s Forfattervirksomhed, var villig til at give mit Vidnesbyrd om hans Kvalifikationer til at erholde det ansøgte Stipendium. Mit Svar paa denne Skrivelse er da den omtalte Anbefaling, som nu foreligger trykt. Den indeholder kort og godt: 1) en uforbeholden Anerkjendelse af G.s fremragende literære Begavelse og 2) en Udtalelse af det efter min Mening høit ønskelige i, at han kunde komme ud af de for hans hele Udvikling saare uheldige Forhold, hvorunder han nu arbeider.

Dette og intet andet er det, jeg i denne Sag har sagt, og som jeg fremdeles maatte sige, om jeg atter blev spurgt. Jeg kan efter den nøieste Prøvelse intet urigtigt eller forunderligt finde i min Anbefaling, da den jo kun indeholder et efter min bedste Overbevisning strengt upartisk Vidnesbyrd om Mandens Dygtighed, altsaa kun yder ham simpel Retfærdighed. Og Retfærdighed skylder vi dog vel ogsaa de vantro! Det glæder mig at kunne tilføie, at jeg nu med Vished ved, at min Mening om det for G.s Udvikling høist ønskelige i at skaffe ham et Reisestipendium deles af mange kristne Mænd, ogsaa blandt de Tingmænd, som ikke troede at kunne stemme for Bevilling, men som nu privat har tegnet Bidrag til et saadant Stipendium. ---

Laurdag 17. juni 1882 diskuterte Stortinget om ein skulle gje Arne Garborg eit reisestipend på 3000 kroner. Forslaget fall. Den kristendomskritiske forfattaren av Ein Fritenkjar skulle ikkje få slik statsstøtte. Elias Blix hadde vore ein av støttespelarane, til stor forundring mellom anna for den kristeleg-konservative avisa Fædrelandet, difor fann han det naudsynt med ein slik "Redegjørelse" som dette. Kva redaksjonen og Garborg tykte om det, kan du lese her (pdf-fil).

Heile saka (pdf-fil, 38K)
For å sjå .pdf-filer treng du gratisprogrammet Adobe® Reader®

Gårsdagens Blix
Send ein kommentar.