BlixBlog

Noregs Vaar.
Lenge, mit Land!
I Løyndom du stundad
Ventande Vaarens
Varme og Liv.
Lang var dan Vinter,
Som laag yvir Landet
Dyljande Soli
Med Dima og Driv.

Folket dat fagna
I framande Velde
Sukkande sat
Innum stengjande Mur,
Rett som naar Fuglen,
Fangad i Flugti,
Siter og sturar
Sutsam i Bur.

Stundom dat strævad
Muren at sprengja,
Bandet at brjota
I brennande Harm:
Magti var minkad,
Munad so litet;
Faafengt me freistad
At fria vaar Arm.

Fridom og Frelsa
Trælkade Folket
Vonad daa vist
Ved Himmelens Maatt;
Difyre bar dat
Brennande Bønir,
Sukkar um Sæla
Til Drottarnes Drott.

Herren os høyrde
Himlen os unde
Atter ein Mai
So undarleg mild.
Vaarsol seg synte,
Snjofennir braanad
Isbredir smeltad
Ved Straalarnes Smil.

Fedrarne saadde
Follrike Frøet,
Himlen gav Saadet
Solskin og Regn,
Gledeleg glimad
Grønande Aakren
Fruktirna fagre
I Fridomens Hegn.

Lydt uppi Lid
Og lauvade Skogar
Vengade Skarar
Sungo i Sky;
Tusende Tungur,
Som tagde so lenge,
Livnande lovad
Ljoset dat ny.

Fagraste Mai,
Du møyprude Maanad!
Nordmenn so glade
Nemna dit Namn.
Vænaste Vaarsol!
Stendigt os verma,
Lys os paa Leid
Til ein lukkeleg Hamn!
17de Mai 1860.
----------------
Syn og Segn 9 (1903) 193-195

Våren 1860 las Elias Blix til examen artium. Han rakk litt anna òg, mellom anna å skrive nasjonale vers på målet. Han publiserte dei ikkje, manuskriptet kom først på trykk posthumt.

Fedrelandssalmen (1890)
Diktet "17de Mai" (1860)
Salme til 17. Mai (1899)